Sådan håndterer og planter du frø

OPBEVAR FRØENE RIGTIGT

Hvordan opbevares frøene bedst? Fugt og varme får dem til at spire, og her er det lige det modsatte. Du skal opbevare dem køligt og tørt. det vil sige det køligste og tørreste sted i huset. Nogle fryser dem ned. Jeg synes, at de får fugt, selv om de er i en lynlåspose, for den er sjældent helt lufttæt. Jeg vil hellere sætte dem i køleskab i et glas med stor åbning og skruelåg. Sæt etiket på, og sæt glassene på en hylde bagest i køleskabet.

I hvert glas anbringer du en pose med tørremiddel (fra skotøjsæsker eller elektronisk udstyr), eller brug lidt tørmælk i et kaffefilter til at opsuge fugt fra glasset. Hvad sker der med frø, når de opbevares? Når de bliver ældre, forringes spiringsevnen gradvis (den procentdel, der spirer under ideelle vilkår). Løsningen er enkel. Så to eller tre frø i stedet for et for at sikre, at mindst et af dem spirer. Er frøene mange år gamle, kan du teste spiringsevnen selv eller så tre, fem, eller hvor mange frø du synes, alt efter hvor godt de spirede sidste år. Hvis du noterer spiringsevnen på posen, kan du lettere finde ud af, hvor mange du skal så næste år.

HVAD GJORDE JEG FORKERT?

Når man ved, at rødderne spirer, inden skuddene udvikles, er det lettere at få et godt resultat. Forklaringen kommer her. Ved traditionelt havebrug former man en sårille med hakken, sår en række frø, dækker frøene med jord, vander og går, mens man håber på det bedste. Når der ikke spirer noget, tænker enkeltrække gartneren: “Det var nok dårlige frø, eller måske er jeg en fiasko som gartner!“ Disse gartnere ved ikke, at frøet måske allerede er spiret efter en eller to uger, og at roden voksede nedad, inden toppen kunne gennembryde overfladen.

Hvis man giver op og lader være med at vande, er det muligt, at frøet dør. Hvorfor? Fordi hvis jorden i rodzonen under frøet tørrer ud, bare 2,5 til 5 cm under overfladen, udtørres roden og dør af mangel på fugt. Hvis gartneren havde holdt jordoverfladen fugtig, ville frøene have en god chance for at udvikle rødderne til støtte for planten og dens nye spire. Nu har vi lært om opbevaring og spiring af frø. Det næste er at øve sig i at så. Du kan gøre det indendørs om vinteren, inden du begynder med dit haveprojekt. Tag forskellige slags frø fra de mindste til de største, og øv dig i at lade et lille nip falde på et stykke hvidt papir, så du kan tælle resultatet.

Det kan være sjovt, men der er også en praktisk grund til det. Når jeg siger til folk, at de skal så et lille nip, det vil sige to eller tre, tror jeg, at jeg har givet al den instruktion, de behøver. Der er dog megen forskel på, hvor mange frø de sår. Det kommer an på din fingerfærdighed, og måske skal du træne lidt. Har du problemer, skal du måske bruge en ske til at få fat på det lille nip frø. En hvid plasticske er god, især hvis du bruger mørke frø. Hvis du får for mange op, kan du bare hælde nogle tilbage i håndfladen.

HVOR DYBT?

Hvor dybt skal du så frøene? Det kommer an på frøets størrelse og på jorden, du planter i. Generelt kan man sige, at sådybden er to til fire gange frøets tykkelse. Det er vigtigt at anbringe frøet under en fugtig overflade for at forhindre det i at tørre ud. Ligger frøet for tæt på overfladen, kan solens varme få det til at tørre ud. Når frøet får fugt, og spiringen begynder, vil det dø, hvis det tørrer ud, så husk at vande regelmæssigt. Du behøver ikke at være bekymret for, at du sår frøene for dybt, for min mix er løs og luftig. Er frøet sået for dybt i forhold til sin type, vil naturen hjælpe til og sige: “Se at komme i gang, få nogle rødder og begynd at gro”, så snart det får fugt.

Spiren kan skyde lige gennem min mix, fordi der er masser af revner og sprækker, og jorden er meget let at flytte. Det er en af fordelene ved at begynde med en perfekt jord. Der er næsten garanti for, at alle dine frø vil blive til planter. Hvor lang tid varer det for frø at spire? Og hvor stor en procentdel kan man regne med vil spire? Spiringstiden afhænger af, hvad man sår, og af jordtemperaturen. De fleste grøntsagsfrø bør spire i løbet af en uge eller to. Hold jorden fugtig, og hvis der ikke sker noget, må du så igen. De fleste grøntsagsfrø har en høj spiringsprocent, blomsterfrø varierer mere.

Skriv et svar

Løsninger

Linkbiblioteket

Vores hold

Anders Jytzler
Administrator

Jimmy D. W.
Skribent og tester

Website kompabilitet